Om os / Mindeord

Mindeord

Tidligere hospitalsudvalgsformand Birthe Hyldstrup er død

Mindeord af Jens Bruhn, tidligere S-kommunalbestyrelsesmedlem.

Birthe Hyldstrup døde den 28.oktober, 97 år gammel.
 
Birthe Hyldstrup fik et godt, langt og oplevelsesrigt liv. På grund af sit store politiske
engagement fik hun sat sig mange bautastene, til glæde og gavn for både børn, unge og gamle for ikke at glemme de mange mennesker, der hjemsøges af sygdom og handikaps.
 
Socialdemokraten Birthe Hyldstrup lagde nemlig i 80’erne og 90’erne et kolossalt og
nytænkende arbejde for dagen inden for sundheds- og hospitalsområdet som medlem af Københavns Amtsråds sygehusudvalg heraf otte år som en markant udvalgsformand.
 
Sin politiske løbebane tog fart, da Birthe Hyldstrup blev et aktivt medlem af Gl. Holte
Skoles skolenævn og i kommunens skolekommission og ungdomsskolebestyrelse.
 
I mange år var hun tillige en myndig og resultatsøgende formand for Den
socialdemokratiske vælgerforening i Gl. Holte og tillige en omsorgs- og ansvarsfuld
formand for det samlede Socialdemokrati i den daværende Søllerød Kommune.
Dette arbejde resulterede blandt andet i, at den daværende konservative borgmester blev vippet af pinden ved valget i 1985, hvorefter et nyt og konstruktivt samarbejde mellem kommunalbestyrelsens øvrige partier tog sin positive begyndelse. Gid dette må gentage sig efter det forestående valg – det ville være i Birthes ånd.
 
Birthe Hyldstrup var et gennemført ordentligt og redeligt menneske, som huskes for sit sociale arrangement og sin empati.

Der er mulighed for at sige farvel til Birthe Hyldstrup i Gl. Holte kirke onsdag den 12.
november kl. 12.